Trans-languaging og ligeværdig inklusion i nordisk perspektiv

”Møderne er en vigtig del af vores arbejde, for de kan være med til at pege på, hvor fokus bør ligge fremover, hvor vi med fordel kan samarbejde mere konkret hen over grænserne eller internt i de enkelte lande mv.,” siger Lars Søbye.

”Det er givende at følge med i, hvad der rører sig på hele det nordiske område på et mere detaljeret niveau. Og qua både lighederne og forskellighederne mellem landene, som naturligt bliver understreget på møderne, er der rigelig basis for, at vi hver især både giver og får inspiration til tiltag mv. ”hjemme” hos os selv.”

Trans-languaging skærper fokus
I år blev bl.a. trans-languaging drøftet. Trans-languaging indebærer, at man som undervisningssted benytter sig af flere forskellige sprogkoder i undervisningen – det kan f.eks. være tegnsprog, tegnstøttet tale, tale, tegn til tale mv. Man skifter sprogkode alt efter, hvilken situation man er i sammen med hvilken elev. Trans-languaging er som sådan ikke et nyt fænomen. Det nye er, at det har fået en benævnelse, og at man er begyndt at forske i effekten af det.

Og når noget på den måde kommer på dagsordenen, øges bevidstheden og fagsproget omkring det, understreger afdelingsleder i Undervisningsafdelingen, Line Rishøj. Hun mener, at trans-languaging kan være en rigtigt god idé:

”Trans-languaging øger jo bevidstheden om, hvad vi gør hvornår. Her går man endnu mere individuelt til værks og fokuserer på, hvad der rent sprogligt skal til i hvert enkelt læringssituation. Hvilken sprogkode vil eksempelvis på bedst mulig vis understøtte læsningen, når det lige præcist er den eller den specifikke elev, som skal læse. Jeg er ret sikker på, at trans-languaging kan være med til at støtte den enkelte elevs læringsudbytte.” 

Ligeværd i inklusionen
Det var også interessant at se den måde, hvorpå to skoler – den ene med elever med høretab, den anden uden – i Lund i Sverige var blevet slået sammen, mener Lars Søbye:

”Her var krumtappen en høj grad af ligeværd mellem de hørende elever og eleverne med høretab. Selv om specialenheden for høretab var meget mindre i volumen, var deres tilstedeværelse synlig i alle mulige aspekter af skolen. Den hørende skole, som skolen med høretab fysisk var flyttet ind på, havde således i den grad taget den forpligtelse, som følger med elever med hørtab, på sig. Den forpligtelse sås f.eks. i både de bygningsmæssige ændringer, som var sket til fordel for et godt auditivt miljø, i skoleledelsen, hvor repræsentanter for høretabsenheden sad, og i skolens grafiske linje og identitet. Høretabsenheden meldte, at de følte sig ægte velkommen i fusionen mellem de to skoler. Her så inklusionen ud til at være ganske naturlig. Og vellykket. Eksemplet kan spille ganske godt ind i den aktuelle diskussion om inklusion i danske skoler.”