Avanceret it-værktøj gør os endnu skarpere i voksenundervisningen
Det er vigtigt at kunne læse. Læsning er en af hovednøglerne til lige adgang og muligheder i samfundet.
Og EJR hjælper voksne tegnbrugere med at blive bedre læsere.
"Kort fortalt tracker værktøjet, hvordan kursisten går til en tekst. Blandt andet bliver kursistens øjenbevægelser og varighed af fiksationer i teksten afdækket. På baggrund af det resultat, som EJR kommer med, analyserer og tolker vi, hvordan kursisten går til teksten, billeder, illustrationer og andre elementer, som kan indgå i tekster. Når vi ved det, ved vi også, præcist hvor vi kan sætte ind med hvilke metoder mv. Vi undervisere kan altså målrette læseundervisningen helt præcist til den enkelte kursist, således at han eller hun kan blive bedre til at læse. Det er ret unikt," fortæller speciallærer Lene Schmidt i vores voksenundervisning.
EJR med bøger med tegn fås kun hos os
Vi er de allerførste i landet, som bruger EJR i arbejdet med målgruppen voksne døve med læsevanskeligheder. Og noget af det, som gør os i stand til at målrette undervisningen til målgruppen endnu bedre, er de bøger med tegn, som vi har fået lagt ind i værktøjet. Det er kun os i hele landet, som har adgang til disse bøger i EJR. Derfor er det også kun er os, som kan tilbyde det effektive og til målgruppen unikt tilpassede redskab i flere forskellige dele af undervisningen.
Hos os indgår EJR desuden i bl.a. ordblindetest og FVU-test.
Vores ydelser kan købes af alle relevante parter i hele landet.