Hverdagen på Kloden
Hverdagen på Kloden er hjemlig
Dagene i Klodens fire levegrupper; Luften, Vandet, Jorden og Ilden på Kloden ligner dagene i mange andre hjem, og det er helt bevidst. Fokus er nemlig, at der i hver levegruppe skal føles hjemligt, genkendeligt, trygt og godt. I hverdagene står borgerne op mellem kl. 07.00 og 09.00. Derefter byder dagen på aktiviteter og samvær, som udgangspunkt i en af tilbuddets Aktivitets- og samværstilbuds tre afdelinger. Alt efter den enkeltes interesser og behov, foregår det i enten A-huset, som meget tæt på Kloden, i Skovhuset i Hammer Bakker eller i C-huset, som ligger på Kollegievej, også tæt på Kloden.Uanset, hvilken Aktivitets- og samværstilbudsafdeling dagen tilbringes i, er beboerne på Kloden sammen med beboere fra andre botilbud i tilbuddet, mens de er der.
Hjemme igen
Beboerne kommer hjem til Kloden igen ved 15.00-tiden, hvor der er fokus på at komme godt hjem, og lande efter dagens indtryk. Der er eftermiddagshygge i den enkelte levegruppes fællesstue eller i lejligheden. Her snakkes om, hvad dagen indtil videre har budt på, og beboere og medarbejdere forbereder sammen de fælles eller individuelle aktiviteter, som udgør resten af dagen.Eftermiddag og aften er der fokus på ,hvad den enkelte beboer har af ønsker til egen fritid. Det kan være at kan arbejde med deres delmål, få massage, se tv, høre musik, at ordne vasketøj, gå en tur udenfor, eller noget helt andet.
Aftensmaden byder atter på fællesskab, men har man brug for at spise for sig selv, er der mulighed for at spise i egen lejlighed, alt afhængigt at beboerne valg og behov.
Hver levegruppe har eget køkken, der er ansat to ernæringsassistenter, som på skift laver mad i de forskellige køkkener. Maden er altid mindst 60% økologisk og hjemmelavet på stedet. Maden er tilrettelagt med fokus på sanseoplevelsen i madlavningen, efter devicen, at ingen mad gør gavn, før den er spist. Beboerne benytter ud over kommunikation om måltidet, også duftene og fornemmelsen af atmosfæren i køkkenet, som pejlemærke på, at aftensmad klar.
Kloden har hver nat to vågne nattevagter som fører tilsyn alt efter de individuelle behov i de forskellige levegrupper.
Weekenderne
Som hos så mange andre er weekenderne på Kloden anderledes end hverdagen. Man sover måske lidt længere, bruger længere tid på morgenmaden, et karbad mv.Det er ofte i weekenderne, der er tid og mulighed for ture ud af huset, hvis lysten er til det. Disse ture kan fx gå i skoven, til stranden eller noget andet.
De enkelte beboere kan også have aftaler ud af huset, eksempelvis besøg hjemme hos pårørende eller andre.
Selv om weekender er mere til spontane aktiviteter end hverdagene er, er der alligevel nogle ting og rutiner, der går igen alle ugens dage, og som kan give en oplevelse af forudsigelighed og genkendelighed.
Socialpædagogiske dage
På døvblindeområdet er beboernes hverdagsliv organiseret således, at de er tilknyttet dagtilbud og/eller undervisningstilbud fire dage om ugen. Alle beboerne har én socialpædagogisk dag om ugen på i alt seks timer. Det er en dag, hvor den enkelte har en pædagog helt for sig selv, i modsætning til hverdagene, hvor beboerne deles om medarbejderne, der er på arbejde.Planlægningen af den socialpædagogiske dag baseres på inddragelse af beboeren og foregår for flere af beboerne i god tid inden dagen. Der er en tydelig struktur for den enkeltes dag med tid til fælles forberedelse, udførelse og afrunding af dagen.
De socialpædagogiske dage tager udgangspunkt i udvikling af:
Kommunikative kompetencer
Den enkeltes forudsætninger for at indgå i samspil og kontakt
Den enkeltes forudsætninger for at gøre sin indflydelse gældende, med fokus på egne ønsker og perspektiver
Struktur, forudsigelighed og genkendelighed
Omverdensforståelse samt deltagelse i samfundsliv.
Dagen planlægges så vidt muligt sammen efter beboerens ønsker, men her er der også ekstra tid til wellness hjemme eller ude, som at få ordnet fødder, til frisør, men der kan også være tid til at få ordnet indkøb, besøg ved læge, cafeture mv.
Den socialpædagogiske dag har en central funktion i forhold til at opbygge positive relationer med et særligt større fokus på beboerens kommunikationsformer.
Opdateret