Det kropslige taktile udgangspunkt

Hos personer med medfødt døvblindhed er de taktile og kinæstetiske sanser (berørings- og bevægelsessanserne) typisk de primære og foretrukne sanser.
Dette bliver tydeligt i kommunikationen, hvor mange delelementer, som etablering og opretholdelse af kontakt, aflæsning af kommunikative udtryk, turtagning og fælles opmærksomhed er i spil på samme tid. Her vil den døvblinde partner ofte støtte sig til sine taktile og kinæstetiske sanser for at kunne danne en helhed af de forskellige delelementer.

I kommunikationen er det essentielt, at den seende og hørende partner har viden om, at den døvblinde partners bidrag og kommunikative udtryk, som ikke knytter an til et konventionelt sprog, ofte har udgangspunkt i kropslige følelsesmæssige spor. Kropslige følelsesmæssige indtryk, der var så stærke, at de satte et aftryk – et mentalt spor, som kommer til udtryk i kommunikationen.

Ifølge FN's Handicapkonvention, som Danmark tilsluttede sig i foråret 2009, står der, at personer med funktionsnedsættelsen døvblindhed har ret til at være i miljøer, hvor taktil kommunikation beherskes. Dette betyder, at viden om døvblindhed og beherskelse af taktil kommunikation skal være centralt i servicetilbuddet, før man kan tale om, at man er et døvblindtilbud.