CDH's forstander bliver områdechef i ny organisering

Vi har tidligere fortalt, at Specialsektoren i Region Nordjylland - som CDH er en del af - er i gang med en reorganisering. Nu er områdecheferne udpeget, og CDH’s forstander, Lars Søbye, er en af disse.

Den væsentligste organisatoriske ændring er, at de nuværende 15 tilbud i hele Specialsektoren organiseres i fire områder. CDH  udgør ét område sammen med Institut for Syn og Hørelse og Specialbørnehjemmene. Det er dette område, forstander Lars Søbye pr. 1. juni i år blev områdechef for.

Områdechefen skal have et strategisk fokus og ansvar for områdets drift, udvikling, strategier m.v., herunder at sikre en tæt kobling mellem strategi og drift. På hvert af tilbuddene i området bliver ansat en tilbudsleder, som bl.a. skal have et særligt fokus på at understøtte implementeringen af relevante indsatser og den faglige udvikling på tilbuddet. Hver afdeling på hvert enkelt tilbud skal ledes af en afdelingsleder – ligesom i dag.

På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget mere konkret om, hvordan virkeligheden kommer til at se ud i den nye organisering - heller ikke, hvem der bliver tilbudsledere. Lige nu er en beslutningsproces, som indeholder bl.a. ansættelse af tilbudsledere og strukturering af sektorens MED-organisation, i gang.

Indtil den nye organisering er på plads - forventeligt i løbet af efteråret 2018 - fungerer Lars Søbye fortsat som forstander for CDH, samtidigt med at han er områdechef. Lotte Hornung fungerer også som viceforstander på CDH, indtil den nye organisering er på plads.

Følg gerne med i CDH’s nyhedsbreve, hvor vi vil holde jer løbende orienteret.

 

Derfor reorganiseres Specialsektoren
Formålet er at styrke sektorens beslutnings-, sammenhængs- og implementeringskraft, således at den samlede organisation kan handle endnu hurtigere og endnu mere effektivt, så vi altid kan løse vores fornemste opgaver: At sikre de bedst mulige tilbud til brugerne og at være den attraktive leverandør.

Omdrejningspunktet i den nye organisering er sammenhængskraft og tydelighed. Kommunikationsvejene skal være lette og overskuelige, ligesom der skal være tæt og tydelig sammenhæng mellem overordnede strategier og det daglige arbejde, indsatser, projekter mv. Faglighed og kvalitet er naturligvis fortsat i højsædet – det er bl.a. for at kunne at understøtte disse endnu bedre, at den nye organisering finder sted.