Samarbejdet med pårørende og værger

Gode relationer er vigtige i samarbejdet med pårørende og værger

Gode relationer er fundamentet for godt samarbejde. Derfor fokuserer vi på at have gode relationer til beboernes pårørende og værger. Det er nemlig væsentligt for beboernes trivsel, at betydningsfulde personer omkring dem har gode indbyrdes relationer og samarbejder konstruktivt.

For at understøtte de gode samarbejdsrelationer har vi en åben dør og åbne arme, ligesom vi arbejder fokuseret på at have en åben dialog. Både i gode og i mere udfordrende situationer. Vi ved jo, at der kan være mange faktorer i spil, når fx en søn eller datter bor på et botilbud, og der skal være rum til de tanker, følelser, uvisheder mv., det måtte vække. Vi bestræber os på at være lydhøre og imødekommende, ligesom vi inddrager pårørende, hvor vi kan og må (beboerne på Danalien er voksne, og så er der lovpligtige grænser for, hvornår og hvor stor indflydelse, pårørende kan få).

Ud over det løbende pårørendesamarbejde arrangerer vi hvert år bl.a. en pårørendedag, som vi inviterer alle interesserede pårørende til. Denne dag er ret populær. Her er fokus på samvær og hygge, understøttelse af relationer, også de pårørende imellem, info om huset mv.

 

Værgernes lovbestemte ansvarsområder

De fleste af beboerne har værger, som har ansvaret for at varetage beboernes interesser, især vedrørende økonomi, kontakt til sundhedsområdet samt kontakt til offentlige myndigheder. På disse områder er det værgerne, der har beslutningsretten. Her er det selvfølgelig vigtigt, at samarbejdet mellem værger og personalet på Danalien er godt. Begge parter har nemlig brug for hinandens særlige viden, når beslutninger om borgernes bedste skal træffes.
Pårørende kan samtidigt være værger med de ansvarsområder og beslutningskompetencer, som værger har.

Opdateret